Redaktionel praksis
Hvordan teksterne og tallene på Renpris bliver til: reglerne for kilder, brugen af kunstig intelligens, og hvad vi gør, når noget er forkert.
Renpris skriver om priser. Det eneste, der gør sådan et site værd at læse, er, at man kan regne med det. Her står, hvordan vi arbejder — også de steder, hvor det er ubekvemt for os.
Fem regler, vi holder os til
- Et tal har et årstal og en kilde. Kan vi ikke pege på, hvem der har målt det og hvornår, skriver vi det ikke. Alle kilder står samlet på kildesiden.
- Ingen kilder over fem år. Et tal fra 1989 siger ikke noget om Danmark i dag. Det siger, at vi ikke kunne finde noget nyere.
- Ingen superlativer om priser. Vi skriver ikke «billigst» eller «bedst». Vi ved, hvad opgaven typisk koster — ikke hvem der er billigst i din gade.
- Ingen opfundne anmeldelser. Der står ingen stjerner, ingen udtalelser og ingen tilfredshedsprocenter nogen steder på sitet, heller ikke på firmaprofilerne. Vi har ikke målt det endnu, og et tal, vi ikke har målt, er en løgn — også når det pynter.
- Ingen betalt placering. Et rengøringsfirma kan ikke købe sig til at stå øverst, hverken i buddene eller i teksterne. Buddene står i den rækkefølge, de kom ind.
Hvem skriver, og hvem kigger efter
Teksterne på Renpris er skrevet og gennemgået af redaktionen bag sitet, som er en del af & Mates — et dansk selskab, der har drevet rengøring som forretning og derfor kender både prissætningen og de steder, hvor et estimat plejer at ramme ved siden af.
Prissider og ydelsessider bygges automatisk ud fra prismotoren. Det betyder ikke, at ingen har set dem: motoren, rumtabellen og formuleringerne er gennemgået i hånden, og hver byggekørsel køres igennem en række kontroller, der stopper udgivelsen, hvis en side mangler en overskrift, linker til noget, der ikke findes, eller viser et tal, der ikke stemmer med motoren.
Sådan bruger vi kunstig intelligens
Dele af sitet er skrevet med hjælp fra sprogmodeller. Det gælder ikke tallene: de kommer fra prismotoren og fra de kilder, der står på kildesiden, og de er kontrolleret i hånden. Ingen tekst går på sitet, uden at et menneske har læst den og står inde for den.
Kunstig intelligens bruges ikke til at afgøre, hvem der får en opgave, hvad et bud skal koste, eller hvilke firmaer der bliver godkendt. Det er beslutninger, mennesker træffer.
Når noget er forkert
Finder du et tal, der ikke passer, eller en kilde, der er forældet, så sig til via kontaktformularen. Vi retter det og skriver i teksten, hvad der blev rettet, hvis rettelsen ændrer betydningen. Vi sletter ikke i stilhed.
Hvordan vi tjener penge — og hvad det betyder
Rengøringsfirmaet betaler et fast beløb den dag, en kunde vælger firmaets bud. Ikke før. Det er hele indtægten. Du betaler ingenting, og dine oplysninger sælges ikke videre.
Det er værd at være åben om, hvad den model også betyder: vi tjener kun penge, når nogen vælger et tilbud. Derfor er der en knap på hver side. Men modellen giver os ingen grund til at skrive højere priser, end markedet er på — tværtimod: et estimat, der er sat for højt, får folk til at lade være med at bede om tilbud.